Nyheder

Afdeling 10 færdig med renoveringen – næsten

Afdeling 10, boli.nu, er 99 procent i mål med renoveringen, og det blev markeret med en Beboer Dag, som bød på taler, mere end 200 hot dogs og øl/vand til de mange der kom forbi mellem 11 og 14.

Formanden, Steen Knudsen, sagde:

Kære beboere og ansatte ved boli.nu

Nu er 5 års renovering og ombygning overstået. Vi klarede det!! Sammen.

Det var nok de færreste af os, der kunne forestille sig, hvad vi skulle igennem, og som kan siges med et ord: Genhusning.
Det var nedpakning, flytning, udpakning af det som ikke kom i depot, nedpakning og pakke ud og sætte på plads. For nogle sluttede en flytning først omkring midnat.

Vi skulle tage stilling til, om vi ville have en standardløsning, eller opfyldt specielle ønsker. Det skulle forhandles med Kristian Post og Per Skau, og ikke alle forstod helt reglerne.

Mon ikke de fleste af os husker hvordan det er at bo på eller ved en byggeplads. Når vi ser os omkring i dag, er det næsten ikke til at forstå hvor slemt det var i perioder, for nu er resultatet blevet så flot. Og når de grønne områder gror mere til, vil der være noget dejligt for øjet hele året.

Et så stort projekt kan ikke løses uden der opstår uenigheder. Lad os bare være ærlige og indrømme, at der er blevet diskuteret højlydt, meget højlydt – men en løsning er altid fundet.

Hvis vi løfter blikket fra vores egne cirkler, så må hele processen også fremkalde en del beundring. Med så få ansatte, som der trods alt er i boli.nu administration, er ind- og udflytninger og midlertidige boliger gået op i en højere enhed. Og flyttefolkene var der på dagen. Nåja – i perioder var det vist mest drenge der var ansat, og der manglede styring, men det illustrerer rigtig godt, at boli.nu indgår aftaler ned i den mindste detalje, og det overholder alle leverandører desværre ikke. Men I kan være sikre på, at Per Skau har været efter dem i alle hans vågne timer.

I de senere år, har det været Per Skau som mest var i skudlinjen. Vi har alle jagtet Per, og Per har jagtet håndværkere, når det var nødvendigt. Uforudsete udfordringer til meget store beløb har Per klaret, samtidig med, at han skulle huske, at et skab i en lejlighed skulle stå til venstre – og ikke til højre.

Per ved rigtig meget om sit fag, og det har han skullet formidle til byggeudvalg og bestyrelse i et sprog, så alle kunne forstå det. Særligt med mig og min manglende tekniske viden, har det ind imellem været en udfordring, og jeg vil gerne takke dig, Per, for din tålmodighed med mig – og med mange andre beboere.

En tak skal der lyde til alle der har ydet en indsats: Enkeltpersoner i afdelingen, byggeudvalg, bestyrelsesmedlemmer, viceværter og alle ansatte i Danmarksgade. For ikke at glemme nogen, nævner jeg ingen, men rigtig mange har været med til, at træffe beslutninger på fællesskabets vegne. Det er jo sådan det er i boli.nu og i alment byggeri: Det foregår demokratisk. Det er ikke vennerne i Danmarksgade der bestemmer, men de er glimrende rådgivere.

Vi mangler enkelte detaljer inden vi er helt færdige, og det beskriver så tydeligt hvor svært det kan være, at holde håndværkerne fast på aftaler. Nu har vi nogle fantastiske boliger, som er så moderne, som moderne byggeri og økonomien kunne holde til, og vi har to ombyggede blokke med nogle fantastiske lejligheder.

Små og store lejligheder. Vi lever op til en af boli.nus målsætninger om, at vi kan bo i en afdeling hele livet, og bare skifte lejligheden ud med de aktuelle krav, vi gennem livet har til vores bolig.

Om nogle måneder står Grønningen færdig, og vil gøre vores bebyggelse til noget helt særligt. Til et boligområde hele byen vil misunde os, og hvor vi lige uden for vores dør finder nydelse og udfordringer.

Vi har selv skabt det – sammen!

Inden den flinke pølsemand åbner, synes jeg, vi skal udbringe et trefoldigt leve for vores afdeling og boli.nu.

Afdeling 10 og boli.nu længe leve!

Foto: Jørn Vestergaard Kristensen: